Undervisning i Sitecore CMS

I den seneste uge har jeg tilbragt en del tid tilbage på skolebænken, men med mig som underviser. Jeg har været ude og undervise en større kunde i brugen af deres CMS-system. Helt nøjagtigt Sitecore 6.0. Over de sidste par år har jeg undervist hen mod 500 webredaktører i brugen af Sitecore CMS, men det var efterhånden længe siden sidst og jeg havde glemt hvor hårdt det er at være hele dage. Selvom jeg ofte underviser i det samme emne, så er der aldrig to hold der er ens – og slet ikke to løsninger. Det er altid en udfordring af få alle kursister klædt tilstrækkeligt på, for niveauerne er ofte meget forskellige – svaret er undervisningsdifferentiering!

Jeg har nu undervist webredaktører i Sitecore CMS for Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Finansministeriet, Arkitema, Trafikstyrelsen. Hertil kommer en del kunder undervist i andre CMS-systemer, fortrinsvis WordPress. Jeg ser ikke kun undervisningen med de tekniske briller, så udover at lære konkrete systemer kommer jeg forbi emnerne; intern og ekstern søgeoptimering, skriv til nettet og billederedigering. Undervisningen tager altid udgangspunkt i konkrete løsninger og problemstillinger, for jeg har ikke gode erfaringer med generelle kurser – det lader jeg de mange kursussteder om at tilbyde. Undervisning er ikke en del af mit faste arbejde, så når jeg endelig er ude skal kvaliteten være i top.

JCC
Herudover har ugen budt på et mindre hjemmeprojekt for min cykelklub Johnny Cash Cykelklub. Jeg har selvfølgelig valgt at opbygge hjemmesiden i WordPress. Fokus har været på at siden i størst muligt omfang kan opdatere sig selv. Derfor er videoer og billeder baseret på udvalgte tags, så alle der uploader indhold nemt og hurtigt kan få det vist på sitet uden at tilgå selve backenden. Jeg har valgt at benytte Youtube og Flickr til de dele. Desuden har jeg opsat et forum på sitet, så der er mulighed for at planlægge træning og løb. Alt i alt en lille løsning, der dække de behov der har været efterspurgt.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at mine mange cykler har samlet støj hen over foråret, men nu skal jeg så småt i gang igen. Webplatformen er i hvert fald parat og kan i øvrigt ses på http://jccykelklub.dk. Der mangler stadig en del indhold, men det kommer løbende.

God weekend…

9 kommentarer

  1. Jesper

    Åh, jeg hader også når mine cykler samler støj. Det giver en frygtelig larm fra kælderrummet. Men tillykke med endnu en ny hjemmesiden, der forhåbentligt ikke skal samle støv på nettet ;-)

  2. Ask Hybel

    Tak for link Stefan :) Jeg kan nikke genkendende til Jonas’ oprids af problemer, men jeg vil dog påpege at det efter min mening er en forsimplet måde at opgøre om et CMS er godt eller dårligt – ved at gennemgå funktioner.

    Om et CMS fungerer for en slutbruger handler mest om hvordan løsningen er opbygget Der er ingen tvivl om, at netop Sitecore er tænkt klassisk med hierarkiske strukturer, og det derfor ikke vil være det umiddelbare førstevalg til løsninger hvor indhold “flyder” og skal bo mange forskellige steder på en hjemmeside. Andre CMS-systemer klarer opbygninger af den karakter langt bedre efter min overbevisning.

    Altså er det vigtigste ikke om cms-systemet i sig selv er brugervenligt, men om løsningen er i forhold til det enkelte CMS!

  3. Jonas Heide Smith

    Hej Ask,

    Den vil jeg gerne skubbe lidt til. Min anmeldelse er netop ikke en gennemgang af funktioner. Derimod påpeger jeg, at Sitecore underperformer i forhold til centrale mekanikker/processer knyttet til det daglige arbejde med webindhold.
    Dette har, efter min mening, ikke noget at gøre med matchet mellem løsning og CMS. Det er noget, der vil påvirke stort set alle, der bruger Sitecore i et vist omfang.

    Mht. statisk kontra flydende indhold (som jeg jo ellers ikke var inde på i min tekst): Jeg kan ikke forestille mig ret mange websites, som på den ene side er komplekse nok til at drage nytte af Sitecore og på den anden side opererer med udpræget statisk indhold. Medmindre selvfølgelig kunden ikke forstår fordelen i flydende indhold, og derfor undlader at kræve det i kravspecifikationen. Men du er måske af en anden opfattelse? Hvilken type sites taler vi om her?

    Bedste hilsner

  4. Ask Hybel

    Du har ret, din artikel omhandler mere end blot funktioner og kommer godt omkring. Min kommentar handlede udelukkende om hvor jeg møder problemerne i hverdagen, når jeg er ude og undervise. Her er det min klare opfattelse at løsningens opbygning ofte er det svære at forså. Sitecore som produkt har mange elementer der kunne være bedre, det hersker der ingen tvivl om. Men licenspriser, uhensigtmæssigt udgivelsesflow, kompleks versionering, browser problemer og en klodset editor er ikke blandt de største udfordringer for hverdagens webredaktører.

    Jeg vælger i øvrigt at lade sidste spørgsmål ligge, for diskuterer generelt ikke kunder og deres løsninger herinde. Og jeg kender desværre ikke Sitecore-løsninger i anden kontekst.

  5. Tina Skjærbæk Søeborg

    Hej Ask og Jonas

    Den helt store udfordring i at vurdere CMS’er består efter min mening i, at det kræver måneders dagligt arbejde med et CMS at få en fornemmelse af de reelle problemer og fordele – her er jeg helt enig med Jonas.

    Men hvordan skal man så sammenligne CMS’er?

    En måde er at se en masse reklamearrangementer. Det kan være sjovt, men egner sig mest til at svare på spørgsmål a la “ser brugergrænsen pæn ud”.

    En anden måde er at få et fåtal af leverandøre til at komme ud og stille en prototype til rådighed, som man kan bede sine redaktører teste. Det har den fordel, at folk selv har været med til at vælge de katastrofer, de efterfølgende skal leve med. Men desværre er der rigtig mange af de daglige udfordringer ved længere tids brug, som heller ikke kommer frem i sådan en simuleret test-situation, hvor redaktørerne prøver et CMS for første gang (det har vi erfaret på IT-Universitetet).

    En tredje mulighed er at få lov til at sidde en dag med personer, der har forskellige CMS’er, og se dem arbejde, eller lidt mindre tidskrævende at interviewe personer med forskellige CMS’er.

    Jeg har gjort det sidste i forbindelse med en masteropgave, der handlede om erfaringer og anbefalinger i CMS implementeringer (http://www.kommunikatina.dk/masteropgave_revideret.pdf) og i forbindelse med forskellige erfa-grupper. Og jeg har endnu ikke hørt om et CMS, der ikke er hadet af nogle af kunderne.
    Så kunne man tænke, at det afhænger af implementeringspartneren. Men jeg har heller ikke hørt om en implementeringspartner, der ikke er hadet af nogle af kunderne.

    Hvad betyder det så?

    Efter min mening betyder det, at de fleste ok CMSer kan opsættes og tilpasses til at blive gode CMSer af gode udviklere. Men det afhænger virkelig meget af den enkelte udvikler, og ikke af det enkelte konsulenthus. Det introducerer så den risiko, at den gode udvikler, som man er koplet på og som kender den snørklede logik der får en CMS til at køre som smurt, kan skifte konsulenthus eller blive trætte af at udvikle til et bestemt CMS. Og så er man tilbage til start, eller værre.

    Derfor er ikke noget gyldent svar på, hvilket CMS eller hvilket konsulenthus, man skal vælge. Ikke en fed måde at ende sit blogindlæg på, men ikke desto mindre…

    Bedste hilsner

  6. Ask Hybel

    Kære Tina

    Om et CMS er godt/skidt eller midt i mellem afhænger i den grad af hvilken løsning der er tale om, og – som du skriver – hvem der implementerer. Selvfølgelig kan de fleste CMS’er blive bedre, men hvordan vi bruger dem er nok så relevant…

    Som du kan læse er jeg ikke uenig i Jonas, men påpeger bare det er forsimplet at anmelde et CMS ude af kontekst.

  7. Allan Hansen

    Der findes rigtig mange CMS systemer, og man kan tale nok så længe for og imod. For mig har konklusionen helt klart været, at man skal vælge den rigtige løsning til det konkrete projekt, samt hvad udvikleren, der skal levere løsningen er dygtigst til.

    En af de bedre ressourcer til at vælge løsning til sit behov er cmsmatrix.org, hvor man kan sortere på en lang række parametre, f.eks. open source vs kommerciel, kodesprog, formål og en masse andre.

    Interessant diskussion iøvrigt, den vil jeg holde øje med.

    Venlig Hilsen
    Allan

Skriv en kommentar