Et simpelt valg!

Jeg har ventet længe på folketingsvalget! Og jeg har ventet med spænding, for jeg har det privilegium at deltage i det igennem mit arbejde som rådgiver hos Advice Digital. Faktisk har jeg/vi været i fuld gang med til at forberede valget siden januar. Vi er parate og da valget gik i gang sidste torsdag forløb alt efter planen – bannere, videoer og websites gik live i en lind strøm. Det er dejligt når sådan noget går smertefrit, for der er pres på i den politiske verden hvor alt bare går lidt hurtigere.

Jeg arbejder med en kunde, som jeg ikke nødvendigvis selv ender med at stemme på – men jeg giver mig 110% dag og nat. For det absolut vigtigste for mig i denne valgkamp er, at DF forsvinder fra dagsordenen … og DET er et fælles mål for mig og den kunde jeg arbejder for. Jeg er normalt ret privat omkring min politiske overbevisning, mest fordi jeg ikke tror det hverken interesserer eller vedkommer andre end de mennesker jeg er tæt på. Jeg ynder dog at fortælle, at jeg er en egocenteret social-liberalist. Eller også plejer jeg at fortælle, at jeg er et liberalt menneske der tror på fællesskabets fortræffeligheder – det lyder vist mere positivt det sidste. Så kan du selv prøve at tænke dig til hvilket parti der indeholder de karakteristika, og hvis det lykkes må du gerne skrive en kommentar. Jeg ved det nemlig ikke helt selv. Tidligere har jeg været at finde ude på den yderste venstrefløj, men der er jeg ikke længere. Måske er jeg radikal, jeg er i hvert fald god til at tvivle og dårlig til at være kategorisk – en ting jeg dog ikke tvivl om. Nemlig at Dansk Folkeparti skal væk fra dagsordenen i dansk politik. 10 år med et – i mine øjne – negativt menneskesyn må være nok. Så det arbejder jeg for sker.

Godt valg alle sammen!

7 kommentarer

  1. Ronni Egeriis

    Hej Ask,

    Jeg står meget i samme situation som dig. Jeg betegner mig selv som social-liberal. Fuld af bløde principper men med liberal som hovedingrediensen. Primært udfra tanken om at man er sin egen lykkes smed.

    Jeg svinger i disse dage mellem De Radikale og Liberal Alliance. Men jeg vægter mest til sidstnævnte. Hvorfor gør jeg så det? Det er vel hovedsageligt fordi jeg synes at Liberal Alliance (eller Ny Alliance, som de dengang hed) blev stiftet ud fra nogle principper som jeg kunne stå inde for, men at jeg var i fuldstændig vildrede over at ingen partier turde gøre op med blok politik, usaglig kritik af konkurrende partier og manglende viljestyrke.

    Den gnist som jeg så dengang, mener jeg stadig vi finder i Anders og co. De har holdninger og er lige så gode som DF til at komme ud med deres holdninger, frem for at slippe afsted med at konkurrenterne gør det dårligt.

    Men her har Margrethe Vestager i den grad overrasket mig. Jeg ser nemlig den samme gnist og vilje til at komme ud med deres holdninger, i hendes repræsentation af De Radikale, og vel at mærke holdninger som jeg (hovedsageligt) kan stå inde for. (Bliver man nogensinde 100% enige?)

    Det blev en lang smøre. Men jeg håber at det kan være en inspiration til at du finder ud af hvem du er enig med :)

    Vh Ronni

  2. Ask Hybel

    Hej Ronni

    Nej, man bliver nok aldrig helt enig med noget parti – men Liberal Alliance bliver det dog ikke til i denne omgang, selv om flere af deres reformtanker tiltaler mig. Men stemmer ikke på dem, da jeg finder deres agenda urealistisk og flere af deres reformer direkte usolidariske på områder jeg ser som grundpiller i samfundet SAMT fordi jeg ikke ved hvordan de står i forhold til Dansk Folkepari. Som du kan læse ovenfor er netop det er få DF uden for indflydelse det eneste sikre jeg kan formulere. Og tror mig, det er sikkert. De mennesker skal ud af dansk politisk – så simpelt mener jeg det er!

    Du må lige skrive hvad du endte med at stemme efter d. 15 september.

    /Ask

  3. Ronni Egeriis

    Hej igen,

    Min forhold til LA vs DF er at jeg nok ønsker en blå regering. De virker mest realistiske i deres økonomiske tanker modsat den røde blok og deres ideer om 12 min ekstra mv, som virker mærkelige på mig. Burde man ikke nedsætte arbejdstiden ved høj arbejdsløshed? Nå, tilbage til LA vs DF, mit håb er at LA kan erstatte DF som “kicker” til regeringen. Det er nok utopi for nu, men ja, jeg er jo også i tvivl.

    Vil gerne opdatere dig efter valget.

    Vh Ronni

  4. Ask Hybel

    Ja, nu skal jeg jo passe på at der ikke går “politik” i den. Men lav arbejdsløshed har vi faktisk ikke for tiden – tværtimod :) Arbejdsløsheden er rigtignok steget de sidste to år, men fra et historisk lavt niveau. Og jeg tror ikke at nogen kan vide hvilken krise vi er på vej ind i eller ud af, ej heller om en tilbageholdende eller aggressiv strategi er svaret (rødt svar/blåt svar). Men jeg er HELT sikker på at det ville være en god investering for fremtiden, at sørge for at DF kom helt ud på et sidespor i dansk politik :)

    Glæder mig til at høre hvad du får stemt. God arbejdslyst inde i Gorhersgade …

  5. Jeppe Morgenthaler

    Hvor er det dejligt at se to, der ikke nødvendigvis er helt enige, diskutere og lufte synspunkter uden at fare i blækhuset. Selv er jeg ikke uafklaret, jeg har tilmed allerede brevstemt. På Enhedslisten i øvrigt. Jeg mener at vores politikere skal måles på deres arbejde i de perioder der ikke er valgkamp. En ting jeg bed mærke i var Ronnis manglende tro på rød bloks økonomiske talenter. Men blå bloks større økonomiske kvaliteter er en myte. Så sent som i går henviste TV2 til en undersøgelse der viste at under den sidste lange røde regering (Nyrup) havde Danmark en af de de sundeste (og i øvrigt en ret stramt styret) økonomier i verden. Men i virkeligheden ville jeg stemme rødt, også selv om jeg tvivlede lidt på deres økonomiske talenter. Jeg mener nemlig at de største udfordringer vi som samfund står overfor er de skarpe skel der er gravet mellem befolkningsgrupperne i Danmark. Et skel gravet af Dansk Folkeparti med Fogh-Rasmussen/siden Løkke Rasmussens regeringer som stiltiende fødselshjælpere. Og så skal vi af med VKO fordi den alenlange række af sager hvor ministre fra både K og V bryder loven er skrækkelig.
    Det er i sandhed på tide med et skift i den retning vi som land skal gå. Og som jer er jeg helt enig i at DF, som det vigtigste overhovedet, må så langt uden for indflydelse som overhovedet muligt. Rigtig godt valg, I to.

  6. Pingback: Ask Hybel » Året der gik
  7. Pingback: Så gik der endnu et år … | Ask Hybel

Skriv en kommentar