Hvad kæmper du for?

I dag er det 1. maj og arbejdernes internationale kampdag. Men hvad er der egentlig at kæmpe for, for sådan en arbejder som mig? Det tænker jeg over hvert år på denne dag, og derfor lidt tanker på den konto. 

Dagen i dag begyndte med, at jeg udhvilet vågnede i min lille to værelses lejlighed på Nørrebro. En lejlighed der har været min base i de sidste ti år. Lidt morgenmad, en kop te og så af sted langs søerne mod arbejdet. Vel og mærket gående, med min hund ved siden. For min hund, han er med på arbejde.

Lander på arbejde lidt over 9:00, er forsinket – for tog en kop kaffe ved søerne på vejen. Taler med et par kollegaer og svarer de første mails. Har et aflyst møde i kalenderen, så dagen starter roligere end ventet. Dejligt. Skriver dette indlæg, for jeg har tiden og tankerne.

Omkring middag skal jeg med arbejdet ud og spiser på et lokalt spisested, for det er fast tradition at spise ude om tirsdagen. Vi har det godt på min arbejdsplads. Faktisk så godt, at vi i fredags var portrætteret i Jyllands Posten i en artikel om moderne arbejdspladser. Jeg synes nu ikke selv at de gode arbejdsforhold er så revolutionerende som artiklen giver udtryk for, nok nærmere en moderne præmis hvis man vil tiltrække kvalificeret arbejdskræft. I hvert fald i min branche.

Det jeg prøver at illustrere er blot, at jeg er ansat et sted og i en position, hvor den traditionelle betydning af ordet kampdag klinger hult. Jeg ved, at jeg har en unik og særlig position i forhold til mange andre arbejdere – men jeg ved også, at jeg ikke er alene. Jeg har et arbejde hvor man ikke får fri kl. 17, men hvor man dybest set altid er på. I nogens øre lyder det nok frygteligt, men det er det ikke når man nyder hvad man laver. Og jeg fornemmer at flere og flere arbejder på samme – i mine øjne – privilegerede facon. Arbejdslivet er i forandring, men 1. maj er en tradition som står stille. Det er i hvert fald sådan jeg oplever det.

Men det betyder ikke, at der intet er at kæmpe for. For mit eget vedkommende er det måske bare ikke arbejdsforholdet mellem ejer og arbejder der er i fokus. For på den anden side af de trivielle kampe om arbejdsforhold, venter en lang række af andre udfordringer. Hvor der skal kæmpes for at rykke samfundet fremad, og hvor enhver vågen time handler om denne kamp for forandring til det bedre … men altså en kamp på et helt andet niveau. Men en kamp der skal kæmpes, og som i mine øjne fortjener at være en tydeligere del af arbejdernes internationale kampdag. Og her er der ikke tale om en form for intellektuel kamp, men en praktisk kamp hvor ejer og arbejder ofte har samme mål. Et mål om at skabe nyt og bedre.

Lige meget hvad du kæmper for, glædelig 1. maj.

4 kommentarer

  1. kim jezus

    hej Ask
    interessant kommentar og godt at du skriver om hvad vi skal bruge 1 maj til. Mange ting melder sig i mit hovedet.
    F.eks stiller vi egenligt spørgsmåltegn ved hvad vi bruger alle de andre traditioner og markeringsdage til?
    Synes at det er fint at ind i mellem og stoppe op og fundere over det – samtidigt så oplever jeg kun at når der bliver gjort det, er det ved kvindekampdagen d. 8 marts og på den internationale arbejderkampdag d. 1 maj.

    Og ordet international vil for mig altid betyde at der i resten af min levetid så er det en kampdag der giver værdi. Netop fordi ordet solidaritet er lig med det. Solidaritet betyder også at selvom du selv har et godt arbejd med et godt arbejdsklima osv. så har du også i mine øjne et ansvar til at andre også har det ligeså godt som du. Derfor en fælles kampdag.

    Og det handler også om solidaritet og fælles ansvar om at alle har den samme velfærd i Danmark. Ved at f.eks at der ikke bliver hentet udenlandstarbejdet til langt lavere løn – de skal have det samme som os andre. At der ikke går 160.000 arbejdsløse som gerne vil have et arbejde, men i stedet bliver jagtet af en såkaldt rød regering og sendt ud til det ene kursus for at lære at arbejde, og/eller bliver sendt ud i arbejde til bistandspenge + 600 kr for at de skal lære at arbejde selvom de indtil krisen kom fuldstændigt har kunne klare sig selv indtil da og har arbejdet i de sidste 20-30 år.
    At børn, som du Ask jo selv har undervist, også får en reel chance for at få et arbejde – eller bare en pratikplads. Tusinder af min søns jævnaldrende starter på en uddannelse uden at kunne være sikker på at fuldende den fordi der ikke er pratikpladser nok. Mange andre af de selvsamme unge – kommer direkte ud i arbejdsløshed fordi der ikke er arbejde at få.
    Så ja – meget gerne et en international arbejderkamp dag om at skabe noget nyt og noget bedre. Der er desværre stadig brug for en 1 maj mange år endnu.

    Jeg synes

  2. Ask Hybel

    Dejligt at høre din stemme Kim – og jeg må jo indrømme – at jeg i den grad er enig.

    Præmissen for denne blog er dog, at den er navlebeskuende og derfor beskæftiger sig med hvad jeg som person oplever. Hvorfor ovenstående indlæg ikke skal ses som et fuldt billede af hvordan jeg ser verden. Jeg går heldigvis ikke med skyklapper, og oplever – desværre – at der er plads til kampdagen langt ud i fremtiden. For ikke alle har gode arbejdsforhold. Men tilbage til det navlebeskuende fokus, for her slår det mig, at retorikken her på dagen ikke er inddragende i forhold til arbejdere som mig. Og det er sgu trist, for der er faktisk mange har både mulighed og lyst til at kæmpe for et bedre samfund for alle – selv os der arbejder under priviligerede forhold.

    Er i øvrigt sikker på at Villads nok skal komme frem i verden, kan jo se på FB at han allerede har styr på prioriteterne :)

  3. Pingback: Dét kæmper jeg for … | Ask Hybel

Skriv en kommentar