Kategori: Snik/snak

Året der gik // 2013


Når jeg bliver gammel og kigger tilbage på året 2013, så er jeg overbevist om, at det vil stå som et af de år hvor der skete mere end almindeligt meget. Både personligt og arbejdsmæssigt – eller måske især i kombinationen af de to.

Men hvad skete der så?

684og1

Onsdag d. 29 maj indrykkede Dansk Folkeparti en helsidesannonce i to danske dagblade, hvor de offentliggjorde navnene på 685 mennesker – børn, unge og voksne – under overskriften: ”Èn på listen er til fare for Danmarks sikkerhed. Nu bliver han dansker…”. En mistænkeliggørelse af samtlige personer på listen, hvilket i min optik er en usmagelig tilgang til mennesker. Mennesker der har opfyldt alle krav til netop at blive danske statsborgere. Dagen efter annoncerne havde været i avisen samlede vi derfor – med Rasmus Viemose i spidsen – en gruppe af mennesker, for hvem det ikke var nok blot at se stilsigende til. Et koncept blev diskuteret, planlagt og sat i værk. Vi ville indsamle 685 personer, der med navns nævnelse ville byde de nye danskere velkommen i en modannonce i flere af de større danske aviser.

Holdet bag modannoncen var nøje udvalgt og med mange forskellige kompetencer – et krav hvis man vil arbejde hurtigt og agilt. Konceptmagere, designere, skrivere, kodere og digitale hubs var del af holdet, som bestod af;

  • Nicolas Thomsen, kreativ direktør hos Shape
  • Mathias Buus, stifter af ge.tt
  • Ole Guldmann, selvstændig art director
  • Mikael Lemberg, direktør hos Komfo
  • Hans Christian Viemose, selvstændig rådgiver
  • Emilie Schram, designer
  • Tobias Baunbæk, direktør hos ge.tt
  • Morten Münster, partner hos Bro Kommunikation
  • Rasmus Viemose, direktør hos Shape
  • og undertegnede.

Holdet mødtes ikke fysisk, men blev samlet en sen nattetime i en gruppe på Facebook. Herfra foregik al kommunikation den næste uges tid, som projektet strakte sig over. Første opgave var, at få oprettet et simpelt website hvor det skulle være muligt at deltage ved at donere 50 kr og ens navn til annoncerne. Websitet var oppe inden for 24 timer på 684og1.dk og blev lanceret samtidigt med, at vi fik en historie om projektet på forsiden af Politiken. Det resulterede i omkring 25.000 unikke besøgende den første dag – og mere end 685 registrerede deltagere. Derfor blev der opsat nye mål og vi besluttede at ville indsamle navne og penge i én uge. At vi nåede vores første mål på under 24 timer var overraskende, for vi vidste at de fleste besøg ville ske via mobil, som hverken website eller betaling var optimeret til.

Udover en hjemmeside, så fik vi oprettet en side på Facebook til yderligere kommunikation. Hvor vi løbende holdt de mange interesserede underrettet om processen, ligesom vi tog folks kommentarer til os. Siden endte med små 10.000 likes og et ugentlig reach på 350.000. Og ja, vi brugte betalt annoncering på Facebook til at bringe vores budskab længere ud. Budskabet kom da også så bredt ud, at vi på tredjedagen blev inviteret i TV på DR2 til en debat med Pia Kjærsgaard. Og vi endte derfor selvfølgelig ogsåforsiden af Ekstrabladet, hvorfor nye udfordringer opstod. Vi blev pludselig overfaldet af såkaldte trolls - og uden en egentlig kommunikationsstrategi, blev det væsentligt løbende at drøfte vores tilgang til disse udfordringer. Dette foregik via vores lukkede gruppe på Facebook. Et fantastisk eksempel på, at nok giver det mening at have nedskrevet en kommunikationsstrategi, men den bedste strategi udtænkes i nu’et – især når vi taler om kommunikation på sociale medier. En kommunikationsstrategi skal ikke være et dødt dokument, men snarere et målrettet – og digital organiseret – beredskab, der kan støtte op om ens kommunikationstiltag. Det har noget at gøre med tempo og input, men mere om det en anden gang.

Efter en vellykket uge havde vi små 3000 bidrag og dermed indsamlet over 100.000 kr. Et svimlede beløb, som gav adgang til helsidesannoncer i tre af landets største aviser – Berlingske, Politiken og JP. Heldigvis endte de fleste penge ikke hos de store mediehuse, men hos Dansk Flygtningehjælp. For aviserne var i den grad samarbejdsvillige og gav os gode priser. En smuk gestus.

Alt i alt en vellykket kampagne, som jeg er stolt af at have været med til at udføre sammen med fantastiske mennesker. For selvom jeg normalt ikke bruger meget tid på at beskæftige mig med politik, og i særdeleshed Dansk Folkeparti, så er der bare nogle gange hvor nok er nok. Dette var en af de gange.

Så gik der endnu et år …

De sidste par år har jeg, som traditionen byder, skrevet lidt om året der er gået – med mit arbejdsliv i fokus, for det er ligesom emnet her på bloggen. I 2010 var højdepunktet så absolut mit jobskifte fra Cabana A/S til Advice Digital A/S. I 2011 var højdepunkterne blandt andet arbejdet omkring folketingsvalget og nominering til Berlingske Nyhedsmagasin Talent 100. Begivenhedsfulde år, der dog i stor udstrækning har haft ét omdrejningspunkt … mig selv. Et omdrejningspunkt der er trådt mere og mere i baggrunden, jo større og mere komplekse opgaver jeg er endt med at stå over for. Så selvom 2012 var året hvor jeg fik registreret eget firma og fik ny seniortitel hos Advice Digital, så vil jeg mest af alt huske 2012 som året hvor de mange succesfulde projekter blev gjort af fantastiske samarbejder med kollegaer, samarbejdspartnere og kunder. Det er sikkert uklogt at fremhæve bestemte samarbejdspartnere frem for andre, men hva’ fanden. Så til Mikkel O, Jesper L, Suzan O og Claus L – tak for et fantastisk 2012. Året havde ikke været det samme uden jer.

2012 var også året hvor jeg fik drøftet frigivelse af geodata med vores miljøminister, iført hættetrøje vel og mærket. Yeah.
2012 var også året hvor jeg fik drøftet frigivelse af geodata med vores miljøminister, iført hættetrøje vel og mærket. Yeah.

Mit arbejdsår har i den grad været kendetegnet ved, at være fyldt af forskelligartede opgaver. Lige fra kampagnearbejde i forbindelse med afholdelse af jubilæumskoncert på Vor Frue Plads til opbygning af et digitalt sagsbehandlingssystem for en større offentlig kunde … fra oplæg for K-forum om Facebook til lokale con-amore projekter. Men omfangsmæssigt størst, lancering af omkring 15 websites hen over året. Mit arbejdsliv anno 2012. Et arbejdsliv som jeg til stadighed elsker, og som jeg nyder løbende at udfordre rammerne for. Således håber jeg også, at kunne forsætte med at inspirere de mange, der har valgt at følge med på Twitter eller Facebook.

Men mit altoverskyggende mål for det næste år er, at få andre til at blomstre og til at yde deres bedste – gerne sammen med mig. Godt nytår, jeg håber vi ses i 2013.

Hvad kæmper du for?

I dag er det 1. maj og arbejdernes internationale kampdag. Men hvad er der egentlig at kæmpe for, for sådan en arbejder som mig? Det tænker jeg over hvert år på denne dag, og derfor lidt tanker på den konto. 

Dagen i dag begyndte med, at jeg udhvilet vågnede i min lille to værelses lejlighed på Nørrebro. En lejlighed der har været min base i de sidste ti år. Lidt morgenmad, en kop te og så af sted langs søerne mod arbejdet. Vel og mærket gående, med min hund ved siden. For min hund, han er med på arbejde.

Lander på arbejde lidt over 9:00, er forsinket – for tog en kop kaffe ved søerne på vejen. Taler med et par kollegaer og svarer de første mails. Har et aflyst møde i kalenderen, så dagen starter roligere end ventet. Dejligt. Skriver dette indlæg, for jeg har tiden og tankerne.

Omkring middag skal jeg med arbejdet ud og spiser på et lokalt spisested, for det er fast tradition at spise ude om tirsdagen. Vi har det godt på min arbejdsplads. Faktisk så godt, at vi i fredags var portrætteret i Jyllands Posten i en artikel om moderne arbejdspladser. Jeg synes nu ikke selv at de gode arbejdsforhold er så revolutionerende som artiklen giver udtryk for, nok nærmere en moderne præmis hvis man vil tiltrække kvalificeret arbejdskræft. I hvert fald i min branche.

Det jeg prøver at illustrere er blot, at jeg er ansat et sted og i en position, hvor den traditionelle betydning af ordet kampdag klinger hult. Jeg ved, at jeg har en unik og særlig position i forhold til mange andre arbejdere – men jeg ved også, at jeg ikke er alene. Jeg har et arbejde hvor man ikke får fri kl. 17, men hvor man dybest set altid er på. I nogens øre lyder det nok frygteligt, men det er det ikke når man nyder hvad man laver. Og jeg fornemmer at flere og flere arbejder på samme – i mine øjne – privilegerede facon. Arbejdslivet er i forandring, men 1. maj er en tradition som står stille. Det er i hvert fald sådan jeg oplever det.

Men det betyder ikke, at der intet er at kæmpe for. For mit eget vedkommende er det måske bare ikke arbejdsforholdet mellem ejer og arbejder der er i fokus. For på den anden side af de trivielle kampe om arbejdsforhold, venter en lang række af andre udfordringer. Hvor der skal kæmpes for at rykke samfundet fremad, og hvor enhver vågen time handler om denne kamp for forandring til det bedre … men altså en kamp på et helt andet niveau. Men en kamp der skal kæmpes, og som i mine øjne fortjener at være en tydeligere del af arbejdernes internationale kampdag. Og her er der ikke tale om en form for intellektuel kamp, men en praktisk kamp hvor ejer og arbejder ofte har samme mål. Et mål om at skabe nyt og bedre.

Lige meget hvad du kæmper for, glædelig 1. maj.

Leg – det er ikke for sjov

Jeg har længere gået og tænkt over hvor er jeg om 2 år, 5 år og 10 år. Hvor vil jeg gerne bo, hvad vil jeg gerne lave. Og når alt kommer til alt, så vil jeg bare gerne være i en situation hvor jeg har mulighed for at lege. Det er det der gør mig glad. Simpelt. I sidste weekend fik jeg skudt nedenstående video sammen med en god kollega som skulle teste lidt udstyr – og næste weekend står på UX Camp 2012 / ITU. Det er voldsomt arbejdsrelateret, men det er leg.

Når man som jeg arbejder i kommunikations- og webbranchen er det nemt at fare vild i arbejde – og tro at vejen fremad er mere jakkesæt og mindre fjol. Sikkert nok en god opskrift, hvis drømmen er at flytte sig frem i en konservativ verden … men min arbejdsverden er ikke konservativ, og desuden har jeg andre drømme. Jeg går hverken efter penge eller titler. Næ, jeg drømmer om noget så flyvsk som at skabe nyt i samarbejde med andre, noget som har værdi for mange. Og vil man derhen hvor man reelt skaber noget nyt af værdi, så er der kun en vej. Nemlig at dyrke legen. Vel og mærket hvis ens arbejde er en hobby. For det er præmissen.

Så hvis du er holdt op med at lege, er det måske på tide at vågne lidt op. Du ender med at kede dig. Og det er sgu en dårlig strategi hvis du vil fremad … i hvert fald i min verden.

Digital balance

Forrige år besluttede jeg at gøre min faglighed mere synlig, hvilket har betydet, at jeg siden har dyrket en del forskellige digitale platforme under eget navn. Det er et privilegium, at så mange har valgt at følge med, det sætter jeg virkelig pris på. Det har været fantastisk for mit digitale ego, men til tider svært at administrere. For når det digitale både er hobby og arbejde, ender for meget af ens tid med at blive foran en computer. Ikke altid fysisk foran selve computeren, men altid mentalt tilkoblet. Det har jeg tænkt over det længe, men især i den sidste uge hvor jeg har været offline pga skiferie. 2-6 timers langrend om dagen sætter virkelig gang i tankerne.

Her opdager man hurtigt, at hjernen arbejder anderledes hvis man giver den lidt ro langt væk fra de enorme mængder af digitale impulser, der er de flestes hverdag. For mit eget vedkommende, så er ro det rum jeg har brug for at komme på kreative og nye idéer. Også de digitale. I mit arbejdsfelt kommer man dog ikke langt uden impulser udefra, så det handler om balance. Om at følge med, men samtidig huske på at skabe sig det frirum hvori de kreative og nye tanker fødes. For jeg har ambitioner om mere end blot at videreformidle hvad andre har gjort. Jeg vil skabe noget selv.

Derfor, vil jeg det næste år prøve at skabe mere frirum for mig selv. For at følge med på den digitale front, det gør jeg om nogen. Det betyder mindre online og mere offline. Et forsæt om man vil.

Prætentiøst snik/snak

Det er nytårs dag, og om under 12 timer træder vi ind i 2012. Som traditionen foreskriver, så er tid til at kigge tilbage på året der er gået … og ikke mindst kigge fremad mod året der kommer. Internettet er fyldt med ledere, klummer, blogindlæg og meget andet. Folk analyserer og forudser trends, det er god underholdning. Nogle af de mange tanker rammer en, mens andre ikke gør. I dagens famlen gennem internettets informationsstrøm, ramte nedenstående video mig mere end noget andet. Det er en musikvideo, men også en kommentar til den vestlige verden. I min hjerne tegner videoen et billede så klart, så klart. Lad 2012 været året hvor freden sænker sig over verden, godt nytår.

askhybel™

Forrige år besluttede jeg mig for at gøre min faglighed mere synlig, da jeg havde observeret andre have stor succes med en eller anden form for online selv-branding. Omdrejningspunktet blev denne blog (omkring 100 daglige besøgende), men valgte i høj grad også at inddrage de social-media platforme der var til rådighed. Alle platforme der har forskellige kvaliteter og derfor bør benyttes forskelligt. Nedenfor har jeg prøvet at samle de platforme hvor min faglighed kommer til udtryk online, netop nu. For med undtagelse af denne blog, så skifter jeg løbende til de platforme der er oppe i tiden. Udover selv-branding, så handler det om at gøre erfaringer, hvilket i sidste ende gerne skulle komme vores kunder på arbejdet til gode.

At kunne rådgive om brug af sociale medier, er ikke noget man blot kan læse sig til. Det handler i høj fra om at gøre sig egne erfaringer og lære hvad der fungerer hvor – og hvorfor.

Facebook – følges af 253
På Facebook har jeg selvfølgelig en privat profil, men da jeg ikke vil belemre mine bekendte med bunker af faglige updates, har jeg oprettet en side til formålet. Det betyder, at alle der er interesserede i at følge mine webtanker via Facebook kan gøre det, som man følger enhver anden side. Det specielle ved Facebook er, at det er en platform der rammer bredt. Det betyder at dem der følger mig der, ikke nødvendigvis er tekniske first movers. Indtil videre følges jeg derinde af 50/50 bekendte og ubekendte, og det er den platform der absolut pusher flest brugere videre til denne blog. På siden har mine statusbeskeder i snit 60.000 views om måneden – det er et uhyggeligt højt tal og er helt unikt. Hvis du vil lære lidt om hvordan det kan lade sig gøre når så “få” følger, så læs eventuelt denne teknisk nørdede artikel fra Mikael Lemberg. Facebook har i den grad magten over masserne.

Twitter – følges af 640
På Twitter følges jeg af omkring 150 mennesker jeg kender fra den virkelige verden, mens resten af digitale bekendtskaber. De fleste af de digitale bekendtskaber er web/kommunikationsfolk fra Danmark, der derfor har mere eller mindre direkte interesse i mit websnak. Når jeg pusher indlæg her fra bloggen, konverterer det dog sjældent til en masse besøg. En enkelt status forsvinder hurtigt i Twitter-strømmen. Twitter er derfor ikke interessant som push-medie. Tilgengæld er Twitter ekstremt interessant i forhold der handler om input på tekniske problemstillinger. Twitter er derfor oplagt til al form for crowdsourcing, og jeg bruger det dagligt som sådan. Twitter fungerer som en form for kollektiv hjerne.

Linkedin – har 533 bekendte
På Linkedin har man ikke followers, men bekendtskaber. For mit vedkommende betyder det, at alle tilknyttede her er mennesker jeg har arbejdet med på den ene eller anden måde. Jeg har i gennemsnit 2-3 besøgende på min profil om dagen, hvorfor et opdateret CV og en række gode anbefalinger har central betydning. Jeg benytter ikke selv brandpages eller statusbeskeder aktivt derinde, da min erfaring er, at få benytter LinkedIn med det formål at blive fagligt inspireret. Jeg benytter derfor udelukkende Linkedin som et udvidet CRM-system, hvor jeg kan finde folk – og folk kan finde mig.

Google+ – følges af 583
Google+ er absolut det sted hvor antallet af followers hurtigst fløj i vejret efter lanceringen i sommer. Platformen benytter jeg meget lig min side på Facebook, men generelt mangler der aktivitet. Der er en meget lille kerne af aktive brugere på nuværende tidspunkt. Dog har platformen den fordel, at mange af de kommentarer jeg får derigennem er fra mennesker jeg ikke er tilknyttet andetsteds. Google + åbnede op for brandpages for et par uger siden, men jeg mangler endnu at få erfaring med det setup. Alle der følger mig på Google + er web/kommunikations-folk, så har ikke haft brug for at skabe et separat fagligt rum som tilfældet har været på Facebook.

Kforum – følges af 64
Kforum er et nichénetværk, hvor jeg mest af alt benytter min profil til at kunne deltage i diskussioner på diverse artikler. Hvis jeg altså ikke selv skriver dem. Platformen har en seriøsitet over sig, der gør at alt foregår langsommere. Her er det ikke profilerne der er i centrum, men artiklerne. Fokus er videndeling på et seriøst og semiakademisk plan. Kforum er den optimale platform til de mere strategiske artikler, for her læser beslutningstagerne med. Men et hurtigt pushmedie er det absolut ikke.

Med chance for at gentage mig selv fra min artikel på Kforum, så er der én ting der gælder når vi taler selv-promovering; hold op med at tælle followers, og fokusér på indhold. Og sørg for at dit indhold adskiller sig på de forskellige platforme. Hvis du formår at skabe godt og fokuseret indhold, så er der god mulighed for at du er ved at skabe dig en online profil som folk lægger mærke til.

Og vigtigst, husk at centrum for dine aktiviteter skal være et sted hvor du har magten. I mit tilfælde askhybel.dk, som jeg selvfølgelig selv ejer. At lægge alle sine æg en kurv man ikke selv ejer kan være farligt.

Klap dig selv på skulderen …

… eller få andre til det. I forrige uge var jeg ude forbi ITU for at repræsentere arbejdet til Bedst på Nettets prisuddeling. Vi havde i alt syv nominerede sites, heriblandt fem ud af fem i kategorien portaler. Det endte med sejr til forbrug.dk, og jeg blev derfor foreviget sammen med Mads-Peter fra Pentia. Jeg var ikke selv projektejer, men nogen skal jo smile på billederne.

I dag fandt jeg så ud af, at jeg er nomineret til en SEMAward for en artikel jeg skrev tidligere på året sammen med Mikael Lemberg fra Komfo. I kategorien årets bedste artikel om social media. Det er dejligt med klap på skulderen, også selvom det er ren overflade. Det ranker ryggen og hjælper mig helt sikkert igennem resten af mørke december. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg glæder mig til at holde fri et par dage mellem jul og nytår. Siden sidste januar er det blevet til 3 ugers ferie, og det er ikke helt nok … næste efterår skal være anderledes. Men det sagde jeg vist også sidste år.

Nomineringen til SEMAward falder i øvrigt sammen med at Facebook langt om længe ser ud til at lancere Timeline for alle. Og artiklen der er blevet nomineret omhandler netop tiltag i relation hertil. Altså var Lemberg og jeg liiidt tidligt ude, men det gør jo bare artiklen langtidsholdbar.

Det indre legebarn

I går var jeg til min første #demodag. Et arrangement bestående af en række oplæg af op til 10 minutters varighed, hvor der bliver præsenteret alt fra mindre analoge prototyper til større digitale løsninger. Tanken er, at det er den samme energi der ligger bag idéudvikling – stort som småt. Det er godt set. Vi var omkring 35 mænd og 1 kvinde til stede på Jarmers Plads, hvor mit søsterfirma Eksponent hostede aftenens event.

Det var som sagt min første #demodag, men absolut ikke min sidste. For aftenen var fyldt med gode snakke og ikke mindst inspirerende oplæg. Men inspirerende i lidt anderledes forstand end hvad jeg normalt oplever når jeg er ude. For til #demodag er det koderne der har ordet. Ingen overflade snak, bare indhold. Faktisk i så udtalt grad, at jeg fik lyst til at holde et oplæg om netop det at sælge et produkt. For ved gud der var gode idéer i blandt, men formidlingen haltede enkelte steder lidt for en ikke-koder. Men når det er sagt, så er det lige præcis sådan som den type events skal være. Det er et format der formår at inkludere, til fordel for alle. Trods alt. Og det er som sagt ikke sidste gang, at jeg bruger en aften i det selskab.

Hvad brændte sig så fast i min bevidsthed? Det gjorde Firmafons blærede software, et kindle-hack der gør det muligt at synkronisere kommentarer med Evernote, en fantastisk visualisering af insulinniveau hos sukkersygepatienter og en Chrome Extention til Just-Eat så man kan filtrere de lange pizzalister. En god gang blandede bolcher.

Den sidste tid har jeg brugt en del tid på web-events, da de er med til at flytte mig fagligt. I mit arbejde som rådgiver sælger jeg dagligt min viden om web, og bliver løbende klogere på styring af webprojekter – men hvis jeg skal rykke mig web-tech-fagligt har jeg brug for yderligere input udefra. Og her søger jeg de events med højst antal af kodere. For de rykker min viden mere end noget andre.

Det lyder strategisk, men er det egentlig ikke. Jeg leger bare … og har efterhånden fundet ud af hvem der er sjovest at lege med.

Blandt de yngste

I det meste af mit liv har jeg været blandt de yngste. I folkeskolen var jeg et år yngre end mine klassekammerater, og da jeg begyndte i gymnasiet direkte efter 9. klasse, var jeg også her blandt de yngste. I mine første jobs i web/kommunikationsbranchen var jeg også blandt de yngste. Altid har jeg styret rundt i mentale rum hvor andre har haft mere erfaring end mig, og det har styret mig hen hvor jeg er i dag. Jeg har mere eller mindre ubevidst forsøgt at gøre mig uundværlig ved altid at have fingeren på de nyeste webtrends – der hvor ingen har erfaringer. For når man ikke umiddelbart kan tilvælges pga erfaring, så må man fokusere andetsteds. Det lyder strategisk, men det har det på ingen måde været – men heller ikke fuldstændigt tilfældigt.

Det seneste år er der dog sket en ændring. Jeg møder flere og flere kunder/samarbejdspartnere, hvor jeg kan mærke at jeg er manden med erfaringen. Jeg står gentagende gange i situationer, hvor ikke bare tror jeg har ret i min digitale rådgivning – jeg ved det! Det er tegn på erfaring (og lidt ego). Jeg er selvfølgelig heller ikke purung mere, og har efterhånden en solid og efterprøvet faglig ballast. Men når man hele sit liv har været blandt de yngste, er det specielt at mærke ændringen. Især fordi den sniger sig ind på en.

Det vigtigste er dog, at erfaring aldrig må blive en sovepude. I webbranchen er du en død mand hvis du ikke udfordrer dig selv og hele tiden bliver dygtigere på nye områder.

Lidt karikerede tanker, men det er jo fordelen ved egen blog. Her kan man skrive frit, uden skal skulle uddybe mere end man lyster …