Tagget med: Cabana

Netværk

Ugens indlæg kommer denne gang til at omhandle netværk, både de sociale og faglige. Hvis de altså overhovedet kan opdeles. Fredag stod den nemlig på Twedagsbar, der er fredagsbar for de mange københavnske webnørder der benytter Twitter. Og ja, jeg vælger at kalde det webnørder for det var egentlig sådan jeg opfattede de fremmødte. Forstået positivt, men webbureauerne var i den grad stærkt repræsenteret. Jeg kan nævne; 1508, Advice Digital, Hoist, Cabana, MatchWork, Eksponent og Creuna – det var dem jeg umiddelbart kendte ansigter på, men lur mig om der ikke var flere bureauer til stede.

Egentlig er Twedagsbar ikke tænkt som et fagligt netværk, men det springer i øjnene at konceptet har ramt en helt bestemt type mennesker. Det er selvfølgelig befriende at diskutere faglige problemstillinger med ligesindede, men det er ikke det der gjorde min aften til en af de hyggeligste længe. Det var simpelthen den gode stemning og muligheden for at møde nye mennesker. Jeg ved intet bedre end at møde nye mennesker! Et par gamle kollegaer kiggede også forbi og snakken krydsede emner og mennesker i et væk. Det er vist det nogle kalder at netværke – personligt er det det jeg kalder hygge. Tusind tak for en fantastisk aften, vi ses til næste Twedagsbar.

Inden jeg smutter ned på den lokale café for at dulme mine tømmermænd, vil jeg hurtigt lige videregive et link der har reddet min uge. Patterntab.com udbygger løbende sin liste med gode eksempler på webdesign. Det er et fantastisk værktøj, der i den grad kan lette arbejdet i de indledende faser af et webprojekt hvor der wireframes. Tænk hvis man skulle tænke det hele selv, hver gang :/

Tilbage til fremtiden

Denne uge gik hurtigere end normalt – nok fordi den kun var på fire dage, men også fordi der generelt har været travlt. Følelsen af travlhed skyldes måske også, at jeg har fyldt mine aftener ud hele ugen. Midt på ugen var jeg forbi E-types til reception, hvor der var gratis mad og champagne. E-types er på mange områder en konkurrent til min nuværende arbejdsplads, så i konkurrencens tegn prøvede jeg at spise dem ud af huset. Det lykkedes, aftensmad i canapéer – tak for mad…og godt selskab! Jeg var endnu engang i selskab af en gammel kollega fra Københavns Kommune, det er ved at blive en vane. Men en ganske god en. I det hele taget har det været en uge hvor jeg er gået tilbage i tiden. Fredag var jeg nemlig forbi mit gamle studie ITU, hvor den stod på forelæsning om tilgængelighed, html5 og Aria. Jeg skal være ærlig og sige at jeg var fejlplaceret til den forelæsning, men indholdet var ikke helt i overensstemmelse med oplægget. Der er dog ingen tvivl om at html5 byder på spændende nyheder.

Efter forelæsningen på ITU var jeg på besøg hos en ven der arbejder på DR. Fik en god kaffe og en rundvisning på redaktionen hvor DR Pirat holder til. Fanme et spændende sted! Efterfølgende stod den igen på en lille tidsrejse, omend lidt kortere tilbage i tiden. Min gamle kollega Cheryl holde afskedsfest hos Cabana A/S, da hun flytter til Chicago for at skifte programering ud med en PHD i fysik. Imponerende skift. Det var en fornøjelse at se mine gamle kollegaer igen, her to måneder efter jeg skiftede fra Cabana til Advice Digital.

Der er lidt billeder fra ugen nederst i højre hjørne.