Tagget med: Featured Posts

Tilgængelighedskrav 2.0?

Som rådgiver bliver jeg ofte konfronteret med spørgsmål om tilgængelighed for offentlige myndigheders hjemmesider. Det har altid været et komplekst emne, men det er min optik er ikke blevet mindre komplekst på det sidste. Jeg vil gerne prøve at forklare hvorfor, med det forbehold at der kan være detaljer jeg har overset – lad det være en opfordring til at kommentere på indlægget!

For et par år siden modtog alle offentlige myndigheder et dekret, der beskrev at de fra januar 2008 skulle leve op til It- og Telestyrelsens tilgængelighedskrav. Disse krav var bygget op omkring WCAG 1.0, der blandt andet beskrev at pdf’er, flash og javascripts kun måtte bruges hvis der var et no-script alternativ. WCAG 1.0 var ganske konkret i sine formuleringer og oversættelsen ligeledes. I mellemtiden kom WCAG 2.0, der blev udformet en del mere teknologineutral. Jeg har ikke fra officielt hold hørt at tilgængelighedskravene er udgået, men hvis man kigger på It- og Telestyrelsens hjemmeside i dag findes tilgængelighedskrav ikke længere. Man finder udelukkende en tilgængelighedsvejledning, der er oversættelse af WCAG 2.0. Denne oversættelsen er dog ikke er endeligt godkendt.

Noget tyder altså på, at de famøse tilgængelighedskrav lider en hurtig men meget stille død. Det understøttes af en igangværende høring omhandlende udfasning af netpublikationer samt Bedst på Nettets vigende fokus fra de tekniske kriterier. At vi muligvis er på vej mod tilgængelighedsvejledninger (oversættelse af WCAG 2.0) frem for krav gør rådgivning svært, men jeg mener det er et stort skridt fremad. Det betyder man forpligter sig til at fokusere på tilgængelighed for hjemmesidens målgruppe og ikke blot leve op til tekniske krav. Det gør en væsentlig forskel, men stiller i den grad krav til kvalificeret rådgivning.

Hvis man er interesseret i emnet vil jeg i øvrigt anbefale at tage forbi ITU d. 28 maj.