Tagget med: Twitter

Hverdagen kalder

Tre ugers ferie går på hæld og nu venter hverdagen igen. Ferien har været den længste jeg har holdt i de sidste 3 år – lange ferier kunne godt gå hen og blive en vane! Ferien har stået på tur til Korsika’s smukke bjerge og ikke mindst renovering af min lejlighed. Det sidste har været lidt af en mundfuld, men hele projektet burde være færdigt inden for et par uger. Rejse og håndværk har betydet at internettet har været pakket langt væk, men når ens arbejde netop er nettet, så er det nok meget sundt. Jeg har dog savnet det kære net, og i august får det heldigvis masser opmærksomhed, da opgaverne står i kø.

I torsdags var jeg forbi Harbo Bar til #torsdagstradition. Et koncept begyndt som et hashtag på Twitter blandt bekendte, men denne gang var der flere udefra der var hoppet med på vognen. Det er fantastisk når den virtuelle og virkelige verden smelter sammen, for som der står i min profiltekst; jeg mener ikke at teknik er interessant i sig selv, men udelukkende i samspil med mennesker. Jeg interesserer mig derfor for, hvordan tekniske løsninger gør vores vores hverdag/arbejde lettere og sjovere. Ovenstående er et godt eksempel på, at en smule teknik kan bringe mennesker sammen i fællesskaber, der ellers ikke var opstået. Det er i sin renhed smukt, og grunden til at Prince ikke har ret når han forudser internettets snarlige død. Internettet er kommet for at blive, men formen skal nok ændre sig med tiden…heldigvis.