Tagget med: WebTrends

Personaliseret indhold på websites

For omkring ét år siden kom Sitecore på markedet med deres Online Marketing Suite (Sitecore OMS). Jeg deltog efterfølgende i en række fremvisninger, og blev i den grad interesseret i delen omhandlende personaliseret indhold i real-time. Sitecore har fået opbygget et system, der ud fra de besøgendes bevægelser kan fremvise bestemt indhold til den enkelte. Det giver fantastiske perspektiver og er uden tvivl fremtiden, men jeg må indrømme at det redaktionelt er tungt at danse med. De fleste webredaktører har efterhånden lært at indhold kan fremvises efter andre principper end klassiske hierarkier – tags, kategorier osv. Men at indhold også fremvises på baggrund af de besøgenes adfærd, kræver en endnu mere abstrakt tankegang. Her har Sitecore en udfordring foran sig.

>> Se video om Sitecore OMS og real-time personalisering.

I går faldt jeg så over en anden indgangsvinkel til personaliseret indhold. Et plugin til WordPress, der har lidt sammen grundtanke. Nemlig at fremvise relevant indhold for den enkelte besøgende. Men hvor Sitecore OMS bygger på udregninger om brugeradfærd, så baserer WP Greet Box sig udelukkende på hvor man kommer fra – helt præcist hvilket domæne der er tale om. Det er altså mindre komplekst, og derfor også meget hurtigere at opsætte. Hvis du eksempelvis søger via Google på “ask hybel personaliseret indhold” vil du kunne tilgå dette indlæg med andet indhold, end hvis du har fundet det på anden vis. Perspektiverne er uendelige, men muligheden for i højere grad at guide brugeren ligger lige til højrebenet.

Så til Ernst Poulsen, der i går efterspurgte tanker om webtrends for 2011 – personaliseret indhold er et bud på en teknologisk trend for det kommende år!

Analysér din hjemmeside!

Der findes et hav af værktøjer til statistiske overvågning/måling af hjemmesider. Jeg har i tidens løb været forbi mange forskellige, der hver har haft sine kvaliteter. Når jeg rådgiver har de enkelte værktøjer dog ikke min interesse. Jeg interesserer mig udelukkende for HVAD værktøjerne skal bruges til. Der er nemlig stor forskel på, om man blot har brug at overvåge ens brugere eller man skal bruge værktøjerne til måling af succes. Kort kan man sige, at overvågning handler om at holde øje med en hjemmesides besøgende, men det hjælper dig ikke videre. Måling tager derimod udgangspunkt i en sammenligning af flere tal, for at kunne holde dem op imod et strategisk mål – det giver mulighed for optimering!

Der er min erfaring at overvågning udgør størstedelen kommunikationsmedarbejderens fokus når de arbejder med diverse statistisk data fra hjemmesider. Det er der absolut ikke noget galt i, men udfører du udelukkende overvågning, rykker du som sagt ingen vegne. Det er først når du begynder at måle, at du har mulighed for at optimere. Men det kræver selvsagt at du har opsat strategiske mål! – og det er et helt andet indlæg.

Nedenfor har jeg opsat et par gratis-værktøjer jeg har god erfaring med – om du blot vil overvåge, eller begynde med strategisk måling af data.

Google Analytics
De fleste der arbejder med hjemmesider kender Google Analytics, der er en af hovedaktørerne på markedet. Det er nemt at opsætte via en simpel scriptkode og er i den grad tilgængelig. GA udmærker sig ved at understøtte rapportering og have fokus på måling. Det er muligt at opsætte faste mål for ens hjemmeside, så analysearbejdet bliver mere end blot overvågning af besøgende. Endvidere kan GA bruges i sammenhæng med andre af Googles produkter. Blandt andet Google Adsense og Google Webmaster Tool. Alt i alt et fantastisk værktøj.

Woopra
Woopra udmærker sig ved at være realtime. Opsætning sker nemt via en mindre scriptkode, og fungerer umiddelbart efter opsætning. Da Woopra fungerer realtime, er det muligt at se ens besøgende imens de bevæger sig rundt på sitet og det er selvsagt underholdende. Dog er Woopra mest interessant til netop overvågning, og tilbyder ikke umiddelbart rapportering og andre værktøjer til strategisk måling. At systemet er realtime giver dog nogle andre fordele, blandt andet at man har mulighed for at “tale” med ens besøgende via en chatfunktion. Det er på grænsen af hvad der føles rart at udsætte sine besøgende for, men dybt interessant og med spændende perspektiver.

Mouseflow
Mouseflow opsættes som de to ovenstående via en mindre scriptkode, så intet svært her. Mouseflow har fokus på hvordan brugerne bevæger sig rundt på sitet. Systemet kan tracke musens bevægelser, og vise optagelser via videofilm eller såkaldte heatmaps der viser hvor folk ser mest hen (via musen). Altså et fantastisk værktøj, hvis man skal teste hvordan der navigeres på ens hjemmeside.

Denne hjemmeside har alle tre systemer opsat, hvilke bruges på kryds og tværs. En af de ting man hurtigt opdager er, at alle tre systemer har forskellige tolkning for blandt andet unikke brugere. Derfor er det vigtigt altid at læse hvordan de enkelte systemer tolker, inden man går i gang med det store analysearbejde.

Jeg har også været over systemerne SiteAnalyze, WebTrends og Gemius. De er dog alle licenssystemer, og bliver derfor ikke beskrevet i denne omgang.